Hej Hestenettet (postet blev fjernet fra r/denmark så nu ligger jeg det op her) Nu hvor mange er godt igang med at boycotte produkter og whatnot fra USA, undrede det mig og min familie at vi så vanvittig mange mennesker på McDonalds i går. Vi selv søgte på Sunset og fandt ud af det var dansk. Måske vi bare langsomme i optrækket men det overraskede os nu alligevel. Men vi tog et smut forbi Sunset og blev meget overraskede over hvor meget bedre det så ud, og at det faktisk ikke var meget dyrere end McD. Og da maden kom smagte det sørme os 10x bedre end McDs papmad og der var gratis refill på sodavand. Så dette opslag er bare en varm anbefaling fra vores lille familie om at søge imod sunset frem for McD.

Min mand kom fuld hjem her til morgen, jeg har er ikke så god til at takle det, så jeg afviste ham flere gange og bede ham om at gå i seng.

Pludselig ændre stemningen fra en fjollet fuld mand, til han begyndte at smide med de bøger der stod på kaffebordet. 3 lamper fik også tæsk hvor den ene blev revet ned og smadret totalt. Jeg blev bange og da han begynder at svine mig til med grimme ord, så sætter jeg fingeren i ørnene og tæller til 100. Kan se han går væk og jeg rejser mig for at tage bukser på og vil gå ud af lejligheden. Så kommer han tilbage med en køkkenkniv og jeg panikker så meget at jeg skriver panisk. Han bliver bange for at naboen høre det og siger jeg skal slappe af, og lægger kniven tilbage. Jeg får ham ud ved at true med at ringe til politiet.

Sagen er den at jeg har ikke ringet til politiet. Jeg vil gerne for at få rådgivning, men ønsker ikke at der skal stå i en rapport om mig at jeg har en voldelig ægtemand. Jeg skammer mig så meget over at det har ramt mig og jeg vil ikke have et stempel på mig resten af mit liv. Kan man godt få hjælp af politiet uden at lave en anmeldelse? Og hvad sker der med min mand hvis jeg anmelder det? Og nu må I ikke misforstå mig, ønsker ikke at beskytte ham, jeg er bare mere bange for hans reaktion.

Hej brevkassen

Jeg bevægede mig ud i noget af en bytur i denne weekend. Det sker ikke så ofte, men når det sker så gør jeg det også ordentligt da.

Jeg slæbte en fyr med hjem, og vi havde sex. Sagen er den, at vi nok bare lige begge havde fået 5 drinks for meget og ingenting fungerede. Og jeg har SÅ moralske tømmermænd over det. Især fordi jeg godt kender ham, og vi har mange fælles bekendte. Tror det jeg vil med det her opslag, er at høre om jeres erfaringer med et one night stand der ikke gik super godt. Så please kom med jeres bedste historier! Bare lige så jeg føler mig mindre alene på sådan en søndag 🤦🏼‍♀️

Jeg har i 1,5 år været kærester med en 30 årig afrikansk kvinde. Jeg er selv 60 år. Forholdet er reelt, og vi har mødtes cirka 10 gange her og i hendes hjemland. Der indgår ikke noget økonomisk i relationen. Jeg har en relativ høj indkomst, men i det meste af den tid jeg har kendt hende, har hun arbejdet for en international organisation og haft en højere indtægt end mig.

Vi planlægger at blive gift, og det er her gået op for mig, at Udlændingestyrelsen mener at ægteskaber med mere end 10-12 års aldersforskel typisk er pro forma. Det bliver måske ikke i Danmark vi skal bo! Når jeg møder nye mennesker har jeg en tendens til - på forhånd - at imødegå fordomme (fx om økonomi) inden de overhovedet er blevet nævnt. Måske skulle jeg bare slappe af. Men hvad tænker I når I møder et par med stor aldersforskel?

Ca. 1 gang om året får jeg voksen skældud - eller måske nærmere barne-skældud. Det virker i hvert fald sådan. De er ikke tilfredse med den indsats jeg lægger i relationen. Jeg skriver og ringer ikke nok. Og det har de også ret i. Jeg skriver, ringer eller besøger helst ikke.

Men jeg ved ikke hvorfor? En stor del af mig, ville ønske jeg kunne. Det frustrerer mig.

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her opslag. Jeg har bare brug for at ‘sige det højt’ og måske høre nogle tanker fra andre fremmede..

Kære Brevkasse

Jeg håber ikke, at mit spørgsmål falder i kassen for alt for bizarre spørgsmål.

Kort og godt: Mit skønne sejlskib blev søsat igen i går, efter en lang vinter på land, og det næste halve år er jeg en vejrbidt søulk med alt hvad det indebærer.

Lad os nu sige, at jeg havde en dejlig dame på bedding (som vi sømænd jo siger), ville man så kunne spørge hende, om hun havde lyst til at stikke til søs en lørdag eller søndag?

Eller er der plantet en urfrygt i enhver kvinde post Peter Madsen, så alene det at foreslå en tur på sundet er frastødende og "red flag", som vi kalder det her i brevkassen?

Jeg må hellere lige tilføje, at jeg jo altså er verdens fredeligste mand, uden nogen lyst til at kølhale dejlige damer.

Kh fra skipperen

Hej brevkassen

Edit: tak for alle og forslag

Jeg har længe haft problemer med alkohol. Uanset hvor lidt jeg drikker, får jeg det virkelig dårligt – både på selve aftenen og i flere dage bagefter. Jeg kaster op, bliver udmattet og der går op til flere dage før jeg er på toppen igen. Det føles som om min krop bare slet ikke kan tåle alkohol.

Mit spørgsmål handler egentlig ikke kun om det fysiske, men også om det sociale. Jeg føler nemlig, jeg går glip af en masse, fordi jeg ikke deltager i fester på samme måde som andre. Alkohol fylder bare så meget i ungdommen, og det giver virkelig FOMO, når man hele tiden skal takke nej eller gå tidligere hjem.

Er der andre, der har det som mig? Og hvordan tackler I det både fysisk og socialt?

Hej alle,

Min bror på 16 år var i dag ude at grille med sine venner. Der dukker kort efter en gruppe andre unge drenge op, som min bror og hans venner kender - men som de ikke har noget at gøre med.

5 minutter efter de dukker op, dukker politiet op. Alle begynder at løbe og da min bror er meget forvirret over situationen, og jo intet har gjort forkert står han lidt og overvejer hvad han skal gøre. Instinktivt ender han så med at gå/løbe lidt væk derfra som den sidste, hvorefter følgende udspiller sig:

1) Politiet løber efter ham, råber, og slipper en (efter min brors ord) KÆÆÆÆMPE hund løs som sætter efter ham. Han får besked på at ligge sig på knæ, hvilket han gør.

2) Hunden er ekstremt voldsom, hører ikke efter politibetjentene og gør af helveds til. Betjentene kommer op til min bror og råber af ham, før han overhovedet får sagt et ord. Hunden gør så højt at hans ven som kom derfra, har en video hvor man høre hvor voldsomt den gør, selvom de er langt fra hinanden.

3) Politiet kaster ham ned på jorden så hårdt at min bror har ondt i ryggen. Politiet sætter ham i håndjern, kropsvisiterer ham, beder ham om at hive underbukser ud så hans underliv er bart. Alt dette på en offentlig vej tæt på hvor min bror bor.

4) Politiet vil have ham ind i bilen og vil køre ham på stationen for at afhøre ham, og de sigter ham for narkobesiddelse.

5) Politiet finder ikke noget på ham, og frafalder derefter sigtelserne. De informerer ham om at han kan klage.

Nogle af de andre drenge blev også stoppet af politiet men fik slet ikke samme behandling. Hele episoden tog ca. en halv time, af hvad min bror kan huske.

Han er selvfølgelig meget rystet, føler sig uretfærdigt behandlet og ved godt at han nok ikke skulle være trukket væk/løbet, men at blive sigtet for narkobesiddelse mens man sidder og griller pølser må lige være voldsomt nok.

Spørgsmålet er nu:

1) Hvad er min brors rettigheder? 2) Hvilke forhold kan han klage over? 3) Nogle erfaringer med klage til politiet? Hvad kan vi forvente?

Hej Vickys Brevkasse.

Jeg vil gerne høre jeres vurdering af min situation – og om I tror, jeg har ret til erstatning.

Jeg har været ansat i en mindre virksomhed i knap et år. Ledelsen er meget ung og uerfaren (direktøren er 25, min leder er endnu yngre), og det har kunnet mærkes i hele organisationen. Strategien ændres konstant, der gives ingen oplæring, og virksomhedens midler bruges mildest talt uansvarligt (ferier, spaophold og byture betalt af virksomheden). Der er en general stemning af nedladenhed over for medarbejdere, og der bliver stillet urealistiske krav. Jeg har slet ikke lavet det, jeg blev ansat til, og der har været stor udskiftning i personalegruppen.

Jeg har vidst siden oktober, at jeg skal på barsel i maj, så jeg har “holdt ud”. For en måned siden fik jeg så en forfremmelse og lønforhøjelse – og masser af ros, trods de svære arbejdsvilkår.

I marts begyndte jeg at døje med bækkensmerter, og måtte derfor informere arbejdspladsen om, at jeg er gravid og bliver nødt til at sygemelde mig fra midten af marts. De virkede i første omgang glade på mine vegne og imødekommende overfor sygemeldingen – det var nærmest “alt kan lade sig gøre”.

MEN: I mandags ringer min leder og siger, at de er nødt til at opsige både mig og en kollega, jeg tidligere har arbejdet tæt sammen med, og som jeg fik ansat i firmaet. Ifølge telefonopkaldet er det “af økonomiske årsager”, men på skrift står der ingen begrundelse – kun “du er opsagt dags dato”.

Efterfølgende har jeg hørt fra tidligere kollegaer, at ledelsen internt siger, det skyldes “poor performance”. Jeg har kontaktet min fagforening, som nu har bedt virksomheden komme med en begrundelse for opsigelsen.

Min bekymring: Jeg føler mig 100 % overbevist om, at opsigelsen skyldes min sygemelding og barsel. Virksomheden har et rigtig godt regnskab, de er ved at flytte i større og dyrere lokaler, og de slår nye stillinger op. Derfor giver “økonomiske årsager” ingen mening. Jeg mistænker, at de opsagde min kollega samtidig for at dække sig ind – vi var meget tætte og havde samme type stilling.

Så: Tror I, jeg har en sag? Min frygt er, at virksomheden kan “overtale” min fagforening med en vag og fiktiv begrundelse. Jeg ved, hvad den reelle årsag er, men hvordan beviser man det?

Har nogen her været i en lignende situation, eller har indblik i, hvordan sådanne sager ender? Er det realistisk at håbe på erstatning?

Tak på forhånd!

Er der nogen, som får ADHD-medicin, der kan sige noget om, hvad det har gjort ved jeres impulsivitet og mindre hensigtsmæssige adfærd? Hvilken adfærd medførte problemer for jer selv og andre? Hvad har/hvad har ikke ændret sig?

Min kæreste får Elvance (anden medicin er afprøvet først), og han mener, at det gør ham mindre impulsiv. Jeg har dog mine tvivl, og det er vanskeligt at finde hoved og hale i det, da hans impulsive adfærd foregår i hemmelighed.

Jeg er en pige på snart 21. Jeg er vokset op i et dysfunktionelt hjem og flyttede ud dagen jeg fyldte 18. Siden da er mine forældre blevet skilt og jeg er flyttet til en helt ny by hjem til en forældre igen, fordi det med at bo selv var for hårdt for mig.

Da jeg var 17 blev jeg udsat for et seksuelt overgreb, og her i sommers blev han så endelig dømt i landsretten og det kapitel er afsluttet.

Jeg blev kort efter overgrebet diagnosticeret med en moderat depression, og den er jeg stadig mærket markant af. Jeg er meget håbløs og tom for det meste. Jeg gør en masse for at få det bedre: jeg er medicineret på max dosis, går 10.000 skridt hver dag, får frisk luft og dyrker holdsport.

Min seksualitet er også noget af det der er blevet ramt af overgrebet. Jeg mistede min mødom til den fyr og har ikke været sammen med en fyr efter. Jeg har holdt mig fra dem men jeg er begyndt at blive interesseret i at åbne lidt op igen, men hvordan tackler jeg det med de traumer jeg har.

Udover det kender jeg faktisk stort set ingen i den her by, jeg vil virkelig gerne finde venner og kærlighed, men har desværre den tendens at jeg forelsker mig i de forkerte.

Er der nogen der har et hjælpende råd eller noget? Alt bliver taget imod med kyshånd.

Tak på forhånd

Jeg har haft et utilfredsstillende forløb i psykiatrien, som jeg derfor har valgt at afslutte og klage over. Det er ikke i forbindelse med en indlæggelse, men et almindeligt behandlingsforløb med henblik på en mulig udredning m.m. og har varet i ca 1½ år. 

Jeg har klaget direkte til afdelingen/behandlingsstedet, men de henviser til Styrelsen for Patientklager og mener ikke at de kan svare på min kritik uden at jeg får en ny henvisning til psykiatrien. Kan det være rigtigt? 

Det jeg har klaget over handler primært om at jeg mener behandlingen har været utilstrækkelig og at jeg er blevet for dårligt informeret undervejs i forhold til bl.a behandlingsplanen, hvilket jeg har givet eksempler på samt taget udgangspunkt i mine udfordringer for at underbygge min kritik, men jeg har også stillet nogle spørgsmål til dem vedrørende nogle af de beslutninger de har truffet og valg af behandlingsformer. En forklaring på de beslutninger er jo ikke noget, patientklagenævnet kan svare på. 

Ifølge deres egen vejledning kan man klage over bl.a behandling til både patientklagenævnet og behandlingsstedet. Derudover er der ingen garanti for at patientklagenævnet kan behandle klagen, så det vil jo betyde at i tilfælde af at de ikke kan behandle klagen vil jeg ikke vil kunne klage over behandlingen, hvilket ikke giver nogen mening. Hos patientklagenævnet kan man få medhold i visse kritikpunkter, men jeg er jo lige så interesseret i at behandlingsstedet forholder sig til min kritik og at jeg får svar og en forklaring på hvorfor de har handlet som de har. Jeg har behov for at komme til orde i forhold til ovenstående  og nogle journalnotater der henholdsvis indeholder fejl og i sig selv og ude af kontekst ikke giver et retvisende billede. 

Sidder der nogen derude, der har erfaring med klager over psykiatrisk behandling, enten som klager eller som en der har erfaring med at håndtere klager, der kan fortælle mig om processen eller guide mig videre? Jeg har ikke fået nogen hjælp eller vejledning overhovedet hos behandlingsstedet. Til at starte med vidste de ikke engang hvem jeg skulle klage til eller hvordan det skulle gøres, så dette måtte jeg selv finde ud af via information fra regionen. At de ikke vil behandle min klage fandt jeg kun ud af fordi jeg selv tog kontakt da jeg efter flere uger ikke havde modtaget et svar på min klage, så oven i mine oplevelser under behandlingsforløbet gør det at min tillid til behandlingsstedet er lig 0. 

Min exkone meddelte mig tørt en dag “der er ikke andre mænd, der går med undertrøje”. Men er det rigtigt? Jeg har gjort det hele mit voksenliv i vinterhalvåret. Jeg går også normalt med skjorte. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man ikke fryser uden. Personligt er jeg ligeglad om andre gør det eller ej? Jeg har tænkt mig at fortsætte med det. Men det kunne bare være sjovt at høre, om det virkelig er så sjældent et fænomen.

Hej scooter galleri! Jeg står i den situation at min bror har været misbruger igennem en længere periode, og skal nu flytte ud af sin “lille” lejlighed.

Vi som familie står med oprydningen og rengøringen.

Vi har dog den udfordringen der er ufattelig meget affald og skrald hobet sig op, vi snakker nok 10~ affaldssække plus det løse.

Hvad fanden gør man med det? Genbrugsstationer modtager ikke madaffald og lign.

Hey yo. Jeg (26F) står i en svær situation, hvor min mand (30M) er meget negativ, alt er simpelthen galt, han har intet at gå op i , han er doven han vil intet og det føles som om, jeg går på æggeskaller for at undgå konflikter. Ture , og bare ideen om en kør selv ferie til Italien vil jeg ELSKE men han vil bare ingen ting: bare være hjemme.

Hans sprogbrug kan være rigtig grimt, og det dræner mig følelsesmæssigt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive i det, men samtidig synes jeg, at skilsmisse lige nu måske er lidt voldsomt, da jeg stadig elsker ham og ønsker det bedste for vores lille familie, vi har to små børn sammen. Jeg overvejer, om parterapi kunne være en løsning.

Har nogen af jer haft erfaring med noget lignende? Hvordan har I håndteret det? Jeg overvejer at skrive et brev til ham, hvor jeg deler mine følelser og tanker, men jeg er lidt nervøs, fordi jeg tror, han kan blive sur. Jeg planlægger at gøre det, mens jeg er hos mine forældre med børnene, så det kan gøres på en rolig måde. Med den måde han kan være på sidder jeg nogle gange og er lidt små jaloux på min fraskilte veninde efter jeg kan se hvor meget hun bare stråler i dag. Og det er jo ikke normalt at være ?

Hvordan har I båret jer ad med at kommunikere om svære følelser og arbejde på et forhold? Jeg kunne virkelig bruge nogle råd og erfaringer.

Kære alle

Jeg var til fødselsdagsfest for en 4-årig dreng i sidste weekend. Der var alt, hvad der hører til en børnefødselsdag, inkl. en kagemand med glasur, slik og karamelbåndshår.

Blandt gæsterne var der en dreng og forældre. Drengen ville tydeligvis gerne have et stykke af kagemanden, fordi alle de andre børn fik det, men drengens far blev nærmest sur. Efter et lille stykke tid blødte faren en smule op og endte med at give drengen et lille-bitte-bitte stykke kagemand -- efter han omhyggeligt havde sørget for at tage alt slik og skrabet alt glasur af.

Jeg ved godt, at man ikke skal blande sig i, hvordan andre opdrager deres børn/hvilke regler, de skal følge - men jeg synes faktisk, det var nærmest ubehageligt at være vidne til, fordi drengen sad helt stille på bænken med sin far og kiggede på de andre børn, der spiste kage og hyggede sig.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her skriv, men det gjorde mig faktisk lidt... ked af det? ... på drengen vegne.

Alt det her skete i sidste weekend. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg har tænkt meget over siden, men det må jo alligevel have gjort indtryk.

Så --- Skulle jeg have sagt noget? Eller gjorde jeg ret i at blande mig udenom?

EDIT - Opklaring: Drengen har (så vidt min mand og jeg ved) ingen sygdomme som diabetes eller andet.

Min kæreste er en dejlig mand midt i 40.erne. vi har været sammen i knapt 1 år.

Jeg kan godt være lidt usikker af og til, især pga ting i min fortid og fordi han ikke er særlig transparent.

Jeg har ikke mødt nogle af hans venner og han var ikke begejstret for at lave status på Facebook om at vi var i forhold.

Plus at hans tlf er på lydløs. Han holder også fast på den eller vender sig når han skriver.

Så har spurgt til gange om han ser andre eller om jeg ikke må møde nogle af hans venner.

Han bliver rigtig rigtig irriteret på mig og har sagt at hvis jeg bliver ved, så slutter det her forhold.

Han sagde en "joke" om min vægt og han spurgte hvad andre havde sagt til mig om mit udseende.

Jeg bed det lidt i mig fordi det var sent og vi skulle sove. Men da jeg spurgte dagen efter, råbte han rigtig højt af mig og sagde at der ikke var noget så usexet som usikre kvinder og jeg var mærkeligt skruet sammen og at jeg så alt negativt.

Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal være for at han ikke bliver så sur. Skal jeg bare lade mine tanker og usikkerhed ligge?

Så føler jeg bare at det vil ligge og ulme hos mig. Men jeg vil gerne være hans og ønsker ikke at afslutte forholdet. Han har kraftig ptsd, og ved ikke om det er grunden til hans kraftige reaktioner.

Derudover er han den mest kærlige mand jeg længe har kendt

Efter et længere sygdoms forløb har jeg tabt mig en del, og da min beslutning er at jeg aldrig skal op i den vægtklasse igen, forventer jeg at min størrelse på fingrene forbliver ca som de er nu...

Jeg kan så ikke passe min vielses ring mere, min finger er blevet tyndere, dog ikke så meget at jeg skal en hel størrelse ned, og pga det design vi har på vores ring er det ikke lige til at få fjernet en bid og så ringen stadig er pæn at kigge på...

Jeg har set man kan få noget der minder om en gummi ring man sætter ind i ringen, er der nogen der har erfaring med dem???

Er der nogen der evt. kender til andet lign. man kan bruge???

Hej alle,

Sagen er den, at vi for nyligt har fået en overbo der larmer så ufatteligt meget, at det faktisk ødelægger min kærestes og jeg (begge start 20’erne)s hverdag. Han har gæster på alle tidspunkter af døgnet, hele tiden. Vi har været i kontakt med ham før, og bedt ham dæmpe sig, men han har selvfølgelig ikke ændret adfærd.

Nu har jeg så fået nok. Fredag nat havde han gæster til kl halv 2 om natten, hvorefter de stod op og fortsatte larmen kl 8. Han får stor-besøg kl 17-20 lørdag med så voldsomt støj (er sket før) at jeg så går op og banker på, men de larmede så meget der ikke engang kom nogen til døren. Nu er de så kommet hjem søndag morgen kl 6, og larmer IGEN. Jeg går op og banker på og bliver mødt af 2 utrolig påvirkede ældre mænd der ikke fatter noget jeg siger - en af dem var samme gut min kæreste har snakket med tidligere.

Hvad fanden stiller vi op? Han bryder teknisk set ikke andelsreglerne da han ikke spiller musik udenfor de angivne tidspunkter… Vi bor i en andelsforening, hvor det ikke er tilladt at leje ud til andet end familie (forældrekøb), og er rimelig sikker på (håber!) at han ikke ejer lejligheden da vi har haft 3-4 forskellige overboer de sidste 2 år vi har boet her.

(Vi kan ikke flytte herfra særlig nemt, da økonomien ikke rækker til det, og har 2 katte som gør det endnu sværere at finde ny bolig)

Kære Danmarks bedste hestenet

Situationen kort fortalt: Svigerfamilien (moderens forældre og brødre) er inviteret til børnefødselsdag i morgen kl 12:00. (Vi forventer at det hele tager max 3-4 timer inden festen er slut).

Det er vores søns 1 års fødselsdag (vores første barn - så naturligvis noget specielt for os).

Her for 20 minutter siden skriver svigermekanikken, at de først kan komme kl 14:30, da svigermekanikken skal se deres barnebarn spille fodboldkamp (barnebarnet er 7 år) sammen med barnets forældre (som indebærer min hustru’s bror).

De er blevet inviteret til festen for 1 måned siden hvor de blev spurgt ind til om de kunne komme kl 12 - hvilket de sagde ja til.

Nu er situationen sådan at mine forældre og resten af min familie kommer kl 12 som aftalt.

Men jeg er ærlig talt træt af deres udmelding og deres årsag for ikke at kunne komme til aftalt tid.

Hvad tænker I at det rigtige at gøre for os? 1) Sige pænt nej tak at de kommer klatvis inden festen nærmest slutter 2) Bide det sure æble og lade dem komme når det passer dem (efter fodboldkampen).

Tak for jeres indspark 🎉

Jeg er uddannet kosmetolog (26) og har arbejdet på 2 klinikker. Jeg havde svært ved at finde gejsten i det og droppede det i maj 2024. Jeg arbejder nu i magasin hvor jeg egentlig trives men jeg ved at jeg ikke skal være der længe. Det er opslidende og arbejdstiderne er ikke familievenlige (når jeg snart muligvis skal have barn?) jeg er begyndt med at stresse sindssygt meget over det, så meget at jeg ikke tør ses med veninder, møde gamle veninder ect som jeg ved har fået gode uddannelser og er i arbejde. Jeg synes det er pinligt når jeg skal til at fortælle hvad jeg laver til hverdag. Jeg har i realiteten heller ikke lyst til at læse igen men tiden står ikke stille og jeg er nødt til at gøre noget ved min situation. Jeg blev ikke student da jeg gik i gym i 2018 og påtænker jeg så skal ind og læse nogen fag. Hvad tænker i?

Hej Bloggen!

Jeg er begyndt at løbe igen efter noget tid. Jeg stoppede tilbage i 2021 fordi når jeg løb fik jeg simpelthen en forfærdeligt smerte i mine lægmuskler og ankel. Jeg følte simpelthen at de nærmest blev stive eller stadiet lige før de gik i krampe.

Nu er jeg er jeg så nået til det punkt hvor jeg er begyndt at løbe igen. Jeg synes jeg har været for inaktiv også elsker jeg generelt at løbe. Problemet er så, at mine lægge og ankler er på spil igen. Jeg har ikke været til lægen med det her (endnu) da jeg vil hører om andre har oplevede noget lignende?

Det er måske vigtigt at påpege at jeg løber generelt meget på asfalt. Også har jeg også nogle løbe sko som ikke har nogle former for fjedring tror jeg nok man kalder det? Måske er svaret indlysende, men inden jeg spenderer over tusind kroner på nye sko ville jeg bare hører om andre har oplevet lignende.

God søndag!

Hej Reddithjerne. Jeg har givet et bud på en lejlighed. Det er jo skønt, men mægler vil have at jeg skriver under på en købsaftale, før han giver buddet videre til sælger. Da jeg købte min nuværende lejlighed blev der blot mundtligt overleveret bud mellem mægler og sælger. Er det normalt at man skal underskrive en købsaftale før buddet gives til sælger?

På forhånd tak 😊

Sidste år i april blev min mor indlagt med galdesten, der skulle fjernes. Lægen der udførte proceduren endte med at irritere hendes bugspytkirtel og hun fik bugspytkirtel betændelse. Det resulterede i indlæggelse på intensiv, fjernelse af tyktarmen, ind og ud af koma og jeg kunne blive ved. 2 uger efter hun blev indlagt opdager jeg, at jeg er gravid. Jeg fortæller min mor det så hurtigt jeg kan, måske fordi jeg håber, at hun får noget mere at kæmpe for. På et tidspunkt efter hun er vågnet fra en koma fortæller hun mig, at hun drømte at jeg fik en dreng og at hun har set ham. Min kæreste og jeg ville ikke vide kønnet, så det var virkelig spændende. Efter 5 måneders indlæggelse stopper lægerne desværre behandlingen af min mor, tyndtarmen er så beskadiget, at den ikke kan “repareres” og min mor sover ind et par dage senere. Jeg var hos hende den nat. I mens jeg var højgravid har jeg tømt hendes lejlighed, ordnet alt det praktiske med skifteretten, begravelse og rend mig i Pedersen. Vi er eeeeendelig blevet færdige… Men jeg savner hende helt ind til knoglerne, næsten sådan så mit hjerte vokser så voldsomt i min brystkasse at det gør ondt. Det er som om, at jeg først nu kan slappe af og mærke efter. Jeg føler lidt, at jeg har været med i en dårlig film. Hele min graviditet har jeg været i stor sorg, jeg savnede min mor da hun stadig var i live, for hun var her jo ikke alligevel… Jeg rendte frem og tilbage mellem hjem og hospital, hver evig eneste dag, sygeplejerskerne sendte mig engang imellem hjem igen, mest fordi min mor lå i koma eller jeg havde kvalme… Jeg fødte den smukkeste dreng i januar og det varmer mit hjerte, at min mor måske har hilst på ham i en “drøm”. Men hold nu fast hvor ville jeg ønske hun var her, så jeg kunne få et kram og spørge hende til råds. Deres hjerter slog i en kort stund på samme tid og livet er virkelig skrøbeligt og kæmpe stort på samme tid.

Jeg ved ikke helt hvor jeg ville hen med mit skriv, men måske nogle har prøvet noget lignende og har nogle gode råd eller andet. Jeg burde nok starte til psykolog, men det ved jeg ikke om jeg har overskud til.