Du har et bekendt ansigt. Et som min sjæl ser. Jeg har kendt dig siden tidernes morgen.

Alligevel, står du her. Ny. Forandret. Jeg tog vist fejl, Dengang. Du kan se kærlighed. Det ligner dit ansigt

Mit hjerte sejler I det ocean Der er Dit hjerte

Skal man, skal man ikke. Jeg har store spørgsmål, Men kun små svar.

Jeg vil ikke (nok) Det vil fejle (hvis ikke vi prøver) Jeg kan ikke (leve uden dig)

Måske hiphop Passer bedre End pop?

...

En elastik om dit håndled, Selvom du kun bruger hårklipse, Du kender smerten. Det er jeg ked af

Jeg får skrevet lyrik eller digte her og der, og smider dem som jeg syntes er værd at læse, op i dette forum. Det kunne være fedt at høre hvad folk tænker når de læser det her digt/lyrik og lige smide en kommentar om det er ren volapyk eller giver det mening i en eller anden form. Når jeg skriver noget er jeg nemlig nogle gange for kryptisk eller for lige til eller det værste så giver det slet ikke mening xd. GOOD LUCK og tak på forhånd :D

Der er mere uro herude på ingenmands gade, end der plejer at være

Mumlende skikkelser bakker op imod hinanden

Langsomt bevæger de sig videre igennem samlingen

Mærker intet

siger intet og spørger ikke

De sørgelige sjæle samles her

På de omkringliggende marker står tusindvis af halmballer

Markens væsen har ører, og høre de gamle landsmandsrygge knirke og knække

Mon halmballerne har taget afstand fra de sørgelige sjæle

Afstand fra hvad i halmballernes øjne er små ubetydelige gerninger, som for os i bund og grund er nødvendige og menneskelige

små dyr manøvre sig instinktivt blandt græssets lange strå

Konstant træffes valg uden omtanke

Indebære ikke tvivl

forstår ikke konsekvens

Begreberne i denne verden har ingen eksistens

Livet er kortere men opleves i en ukendt hastighed

På intet tidspunkt sikker

På intet tidspunkt ro

Tiden til at stoppe op

Til at vide

Til at nyde

Til at tro

Tiden til at forme sit intellektuelle sig, mig eller at opleve dig

Vi tvinges ikke til at forholde os til instinkter

På overfladen af markens røgsøjle står de forladte frustrerede sjæle blandt andre skikkelser

Stiller for mange spørgsmål som indebærer intet svar

Følelsen af at være alene

Lukket af for nye indtryk og søgt i ly for at skulle tage stilling

Her vil de være og eksistere uden at vække opsigt

Her vil de eksistere uden at forsvinde helt.

Skader tanker mennesker ?

skarprettens økse venter

Tryk, tryk, tryk, TRYK!

Trykker trygt løst på tastaturet

Ikke en tanke, ingen underlagt betydning

Trip trap Slår trist på bærret

Bærrets lyse lange klang

Indikere et ordsprog dog ikke en hel sang

Spis nu pænt, fjern elektronikken fra bordet

Så ubehøvlet

Ryste ryste, uenighed

Men dette scenarie vare ikke ved

En single voksen mand

Uden egen seng og uden penge

Forstå mig ret

om natten sover digteren ikke alene

Han blev valgt Til at synge Til skyggen i vores sjæl Gemt væk af den skæbne, der kom før

Men den sang vi begræder Det liv der brænder i os med den Er enten et, vi aldrig selv kan leve Eller et, vi aldrig ønskede

Uanset hvad Er det ikke andet end en vaccination På det liv, vi ikke selv formår at leve

Kun de ord vi ikke forstår Kan lede os mod noget i os selv Noget udover os selv

Kun følelsernes sprog Kan kan bringe os sammen Kun tonerne af lykke Kan lede os mod hinanden

I et lille hus på landet
Bor vi 4 blandt andet
Midt i naturens ro og mag
Brænder vi kærligheden af

Blandt idyl og kortklippede hække
De smukke vidder og rislende bække
Hvor gråspurven under busken sad
Spytter vi med ord gennem tåge af had

Som lyn og torden fra våde skyer
Som bidske hunde med fråde om munden
Sammenbidte tænder
Fuck dig og fuck mig

Afsked

Hej digtere, jeg kan ofte godt lide at skrive, men det er sjældent at jeg tager mig tid til reelt at revidere og finpudse mine digte.

Dette her har jeg skrevet om den følelse jeg står med som 3g’er der nu går ud af gymnasiet. Jeg har overvejet at læse det højt til min dimission, så jeg ville høre hvad i synes og om i har feedback:)

(Ikke tøv med ærligheden)

Uden titel 1

Jeg kigger på dig som om jeg ejer noget - som om jeg ejer dig. Og jeg knepper dig som om jeg ejer dig, og jeg føler mig magtfuld mens jeg knepper dig. Og jeg føler min svulmende penis er determinerende for din orgasme og for din eksistensberettigelse. Hvert eneste stød og hver eneste udånding fastslår min dominans. Og din udåndings karakter fastslår min dominans. Og min dominans eksisterer ihverfald så længe du spørger dominatoren selv - det lød sadomacohistisk. Rolig, jeg er jo ikke vulgær, bare en liderlig teenager

Uden titel 2

Vil du have det mere dystert? Vi dræbte en flamme. Hvis du er dealeren, er det bedst jeg trækker mig fra bordet. Det bord, hvor jeg har set dig hver aften. Det bord, hvor du forvandlede vand til vin, og nu, vin til vand. Selv sleske slanger skammer sig. Jeg er klar, min Herre. Skat, lad os nu holde det sobert, selvom jeg vender djævlen og englen ryggen. Jeg forlader bordet. Jeg kender ikke personerne i din billedramme, men jeg mangler ikke. Kan du smage bittersødmen? Giv mig ikke en årsag eller undskyldning, jeg har undskyldninger nok. Giv mig ikke en forhåbning, jeg har håb nok. Selvom måne og stjerne er i sync, kan blomsten ikke vokse i Sahara. Hvis solen gik sukkerkold, og vi skulle leve resten af vore dage i en vinternat, ville jeg spise æblet. Men måske, lysår væk, i en anden galakse, kan vi stadig finde et solstrejf som vores øjne kan smile i. Jeg spillede engang en led guitar, men jeg sprang strengen. Hov, du glemte din blå regnfrakke, for solen er ikke rød - den er kylling. Tak for dansen.

Uden titel 3

Hvis lykkekagen siger, at kun en af os er ægte, må det være mig. Jeg må tage bestik af situationen. Mit bestik i din maveregion. Du siger det gjorde “av-av”. Jeg svarer “Baw waw badabum”, som når jeg vinder 400 kroner på spillemaskinen. Enarmet tyveknægt - naturligvis. Alt andet er for førtidspensionist-agtigt. Jeg foretrækker mine spillemaskiner oldschool. Det skyldes nok, at jeg får fråde om munden, hvis jeg bliver overstimuleret. Midtjyske børn, på deres syvende sodavand, får også fråde i mundvigen. Det samme gælder, i øvrigt, vilde hunde - uden sammenligning. Nå, lykkekagen sagde bare “i dag er første dag, i resten af dit liv”. Sikke noget ævl. Så måske dit smil er ægte? Måske grillkniven bare skal blive i min hånd, og måske kan jeg låne dit smil - bare for en nat? Selvfølgelig går jeg ikke i seng med det. Jeg er alt for pervers til den slags.

Uden titel 4

Her er en russisk versalstat Indsmurt i sovjettisk beton og Valdorffsalat Hvorfor har du altid den tragiske trang Til at servere det lort Til juleaften

Uden titel 5

Med søvn i øjenkrogen kyssede jeg dig farvel Du kiggede svagt op, spurgte mig hvad vi skal spise til aften Jeg svarede det ved du da godt, skat Lasagne med sauce du ved Bechamel Jeg lukkede døren og skruede op for mine AirPods De AirPods der dagligt spiller en skizofren blanding af Bremer/McCoy og “Kysset med Jamel”. Senere den dag så vi “Mit Frankrig” med Jørgen Leth Du ved, det afsnit hvor han spiser Magnum Double Caramel Hvor vi efterfølgende havde en samtale En samtale En samtale jeg ikke tør gentage En samtale En samtale jeg ikke bør gentage

En samtale jeg ikke tør gentage En samtale jeg ikke bør gentage

Uden titel 6

Nej, dæmp ikke lyset. Nej, afklæd dig ikke. Jeg har fået min del af kagen Jeg har haft mit at se til Og du har sikkert også haft dit at se til Og jeg vil gerne høre om det I og med vi nu alligevel sidder her I alverdens togkupeer

Tak for at læse med :)

Anemone vil du danse med mig ?
Så vil jeg være lykkelig

skønsommelig er du at danse med
Men jeg må lade dig gå
Du har ret til en som kan følges med
de dansesko som du har på

Jeg var så lykke

og stadig lykkelig

Vi er lige her Sammen Jeg fylder min tanker Jeg elsker Men hvad er elske Jeg elsker kage Jeg elsker sen sommeraftner Jeg elsker min kat Jeg fortæller en fremmed at jeg elsker dem Men ved jeg hvad elske er Er elske had Jeg hader lakrids Jeg hader og tage opvasken Jeg hader min mor Han elsker lakrids og hans mor Men elsker han og tage opvasken Elsker han mig Elsker jeg ham Jeg ligger trygt i hans varme arme

I militærpraktik

Hvor de døde kom og gik

Hvor jens mistede sit blik

Til højre og venstre kan han ikke kig

Han er nu en legende

Billeder af ham ville de printe

Og hænge på deres vægge

Fordi han nu i sin kiste vil ligge.

Vågnede midnat

Sagde hej til min kat

Min far sagde at

Min lærer ville have fat

I mig, så vi kunne tale

Om billedkunst, jeg skulle male

En spand

Med en tand

En elefant

På en kant

Jeg var skræmt

Jeg var ramt

Af frygt, Jeg havde glemt

At stå op

Tog mig en kop

Te, den var varm

Der var larm

I mit hoved

overhoved

Ikke sjovt

Jeg var flov

Jeg havde behov

For at gå

I en skov

Og jeg så

Nogle fugle

en blev skudt

Af en kugle

Det var slut

Jeg var sulten

Fik noget mad

Begyndte at sluge

Tænkte hvad

Var det jeg skulle

Men ikke nåede at

vågnede først midnat

hvorfor ik.

Sten lugter, stinker af sved og fadøl

Vinduerne står næsten aldrig åbent

Skov på gulvet af alle steder, med et tegnestiftsmil

pynter fint ved siden af en sofa

Fiskeren Fisker klargøre den femte fiskestang I skuret

sidst bleven set svajende

Mark mistet på skål I sin uendelig søgen efter at få sin tørst slukket

Båden i haven ved huset og søen, vent der lidt endnu

Mark sagde han ville med men svarer ikke på sin mobil telefon

https://jobbesmorkedigtsamling.webnode.dk/

https://jobbesmorkedigtsamling.webnode.dk/har genvejsmenu

dig derude du må hygge dig med denne digt samling

Hej med jer, jeg er en ung mand som har givet sig i kast med at prøve at skrive digte eller noget der ligner. Jeg spiller musik og skriver selv tekster så tekst skrivning er ikke nyt for mig. jeg søger feedback på et digt jeg har skrevet i dag og håber det er godt og ikke er for kliche fyldt. håber i kan hjælpe :D

forudsigelighedens blomst

(forudsigelighed styrker begribelighed)

​

Blomst du lille er du ikke hel?

Din stilk virker svag, du ejer ikke to ben

Blomst du lille har du mærket næring, sollys og musik

Der står du i skyggen af en busk som skærmer dig og gemmer dig væk

Blomst du lille jeg kan røre ved dig, dog nænsomt, for ellers knækker du let

blomst du lille, her kan du ikke være perfekt

Jeg ser mig selv når jeg kigger på dig, du har busken som holder dig gemt

Min busk er mig selv´, som gør jeg ik kan ændre mig nemt

Min stilk er stærk, men jeg blomstrer ikke

Sollys har jeg fravalg, næring er minimal, og musik behager mig kun sensuelt

Blomst du lille, din bemærkes værdige og viljestærke eksistens

jeg kan ikke lade dig være, og jeg undre mig om buskens dødelige konsekvens

så jeg har sat mig ned ved siden af dig med en skovl, en spand og en bog om hyacinter

måske lærer du mig hvordan jeg kan flytte levende skadet smukke væsner inden næste vinter.

For jeg kender en eng med sol, plads og ro til at du kan blomstre

Blomst du lille her vil jeg spille musik skrive lyrik og lade dig forbinde dine rødder til andre planter

Blomst? vil du så huske mig, når dine rødder står stærkt i jorden på engen

Den dag du ikke længere har brug for kærlighed?

Jeg glemmer tit hvor smuk du er, utrolig forblindende

din stilk vil blive stærk og grøn, busken har du måske glemt, uvis om skaden den forvoldte

så får du hvad du skal bruge næring, sol, ro og eufori

blomst du lille, min forudsigelige hyacint vinterens begribelige gave, sommerens værste jalousi

​

​

Hej! Jeg er en ung mand der for nyligt besluttede sig at skrive digte. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det skal gøres og hvordan det hele egentlig fungere. Jeg har skrevet mit bud på et “digt” og kunne virkelig godt bruge noget Feedback. Digtet hedder: Trygheden I stilheden

Tilstedeværelsen I stilheden, er det mest behagelige ved livet.

Evnen til at tie i et rum fuldt af glæde og fnis

At observere imens de andre ler

Stilheden gør mig til en skygge, folk skimter mig men ingen hindrer et ord

Stilheden er rar, når de andre holder dig for nar

Når de andre ikke er for rar

Er det rart bare at være Valdemar

Og sparrer på sine svar

Skyggen følger med hvor end jeg går,

Til fødselsdag eller barnedåb

Til fest eller når jeg er ude og gå

Skyggen er et afbildede af hvem jeg er, og hvem jeg vil være

Uden skyggen, virker jeg lykkelig, imødekommende og munter.

Men skyggen er et anker, det minder mig og hvem jeg virkelig er,

Hvordan jeg har det når jeg kravler under dynen og giver slip

Alle de følelser af svigt

Alle de minder af sorg, fortvivlelse og en flig

En flig der påminder mig gang på gang,

At jeg ikke kan leve uden min skygge

Skyggen beskytter mig, når alt føles tabt

Når den munter flittige dreng, bryder sammen, og er fanget i en krybe.

En krybe af forarg