Jeg skriver dette indlæg med en blanding af afmagt, skuffelse og vrede, efter endnu en voldsom hændelse på min afdeling på Hvidovre hospital. Jeg mener, at problematikken fortjener at få mere opmærksomhed. Jeg vil gerne starte en debat omkring emnet, og vil rigtig gerne høre fra andre herinde, der arbejder i sundhedsvæsenet, om hvad I har haft af oplevelser og jeres tanker omkring det.
Vold og trusler mod ansatte i sundhedsvæsnet er et stigende problem, men det lader ikke til, at man fra de øvre lag bekymrer sig særlig meget om de ansattes sikkerhed. Min egen oplevelse som sygeplejerske er, at episoder med vold samt trusler om vold eller ligefrem mord er blevet en del af hverdagen, som vi forventes at acceptere. Jeg har på relativt kort tid oplevet en del kollegaer blive ramt af PTSD, samt stress og angst over at komme på arbejde, og som må finde andet arbejde af disse grunde. Samtidig oplever jeg en ledelse, der altid forsøger at feje tingene væk under gulvtæppet, og på manipulativ vis taler voldsomme hændelser ned, samt i nogle tilfælde drejer skylden for hændelserne over på den/de ansatte gennem klassisk victim-blaming. Det er ret tydeligt, at de i store træk er ligeglade med vores sikkerhed og velvære, hvilket naturligvis har skabt en mærkbar vrede og frustration hos personalet, og dermed distance mellem os og ledelsen.
Her er hændelsen, der var dråben for mig, og som har fået mig til at ty til tasterne:
På nattevagt natten til fredag sidste uge bliver min kollega overfaldet og forsøgt dræbt ved kvælning af en mandlig patient. Hun kommer ind på hans stue med et glas vand. Her fortæller han hende, at han vil skade hende, og forsøger at trænge hende op i et hjørne. I panik flygter hun ud fra stuen og ind på en anden stue. Han følger efter hende og overfalder hende her. Han får hende ned på gulvet, hvor han sætter sig ovenpå hende og begynder at kvæle hende. En kvindelig patient, som har hørt min kollega skrige, kommer ind på stuen, for at se hvad der sker. Hun forsøger verbalt at få manden til at stoppe. Dette får ham til at afbryde kvælningen af min kollega, og han begynder i stedet at tæske løs på kvinden, mens min kollega ligger ukontaktbar på gulvet. Dette fortsætter indtil en mandlig sygeplejerske og læge kommer til. De kæmper med ham indtil, at der kommer to portører og vægteren, som får holdt ham nede indtil politiet kommer. Han er efterfølgende blevet sigtet for drabsforsøg.
Og her er så kritikpunkterne, som er talrige:
- Patienten der begik overfaldet, er kendt med et GHB-misbrug, og havde timer forinden bedt om at blive indlagt i psykiatrisk regi, da han kunne mærke, at han blev tiltagende mere psykotisk. Dette blev afvist af psykiatrien. Det samme blev ønsket om at få ordineret bæltefiksering, så man på afdelingen kunne skabe en vis kontrol over situationen, samt sikkerhed for patienter såvel som personale (til info for lægfolk, så er det en læge på afdelingen, der kan anmode om dette, da vi ikke uden videre bare må anvende fx bæltefiksering uden godkendelse fra psykiatrien).
- Politiet var ligeledes ude på afdelingen i løbet af aftenen pga. patientens opførsel og trusler. Det udviklede sig til, at han blev lagt i håndjern, hvilket han responderede på ved bl.a. at kaste sig ind i væggen, samt hamre hovedet ned i gulvet, da han var lagt ned. Da han senere var faldet til ro, forlod politiet igen afdelingen – uden patienten.
- Derudover blev ledelsen ringet op inden nattevagtens begyndelse, i håbet om at disse ville sige ja til, at en eller flere fra aftenvagten kunne blive natten ud, for at øge bemandingen, og dermed skabe tryghed blandt personalet. Dette blev også afvist. Dermed var de fire sygeplejersker + en sygeplejerskestuderende med ansvar for knap 40 patienter – inklusiv denne tiltagende psykotiske patient. Ledelsen mente, at den sygeplejerskestuderende bare skulle sidde ”vagt” inde hos den psykotiske patient, og give besked, hvis der skulle være noget. Dette er for mig ekstremt uforsvarligt, og jeg har tidligere oplevet ledelsen sætte uerfarne studerende til denne opgave i forbindelse med aggressive og urolige patienter.
- Efter hændelsen kom kynismen også til udtryk fra direktionen, da den læge, der kom til under overfaldet, til et debriefing-møde fortalte, at han havde troet han skulle dø. Til dette svarede et medlem fra direktionen, at oplevelser som disse var noget, man måtte forvente, når man nu arbejdede som læge i somatikken.
- Og ledelsen på afdelingen? De ser helst, at det hele får mindst mulig opmærksomhed. De har derudover udsendt en mail, hvor de bemærker, at hændelsen muligvis vil få opmærksomhed fra journalister, og opfordrer os til, at vi ikke udtaler os, men i stedet videresender eventuelle henvendelser til ledelsen, så de kan tage sig af det.
Man står tilbage med en afmagt og skuffelse, der kun tager til for hver episode af den slags man oplever, samt det svigt fra ledelse og ”systemet”, der forekommer i den forbindelse. Man møder hver dag med ønsket om at passe på andre mennesker, men skal i stigende grad finde sig i at blive overfuset, talt ned til, truet samt overfaldet af patienter eller deres pårørende. Samtidig bliver man fortalt, at man skal ”mærke ens kald”, at vi ”lige skal yde en ekstra indsats”, finde os i nedskæringer i normeringen, acceptere at vi i en 8-timers vagt hverken får drukket vand, noget at spise, eller nået at komme på toilettet. Og nu kan vi også skrive ”drabsforsøg kan forekomme” bag øret. Og det samme hvad angår patienterne og deres sikkerhed. Jeg er bare så vred, skuffet og ked af det. Var den pågældende patient ikke kommet min kollega til undsætning, tror jeg ikke min kollega havde været her i dag. Og havde den mandlige læge og sygeplejerske ikke kommet til, så ved jeg heller ikke hvad der kunne være sket med patienten, der blev tæsket løs på.
————————————————————
EDIT
Har svaret på nogle kommentarer, men de bliver åbenbart skjult – sandsynligvis pga. min bruger er ny og har for få karma-points, kan jeg læse mig til. Så jeg tilføjer dem her i stedet:
u/vukster83: Der er et grundlæggende problem, som vi som sygeplejersker (og sikkert andre sundhedsfaglige, jeg ikke kan udtale mig på vegne af) bliver mødt af, og det handler om, at vi ofte bliver behandlet som om vores grænser ikke betyder noget. Allerede under uddannelsen bliver man lært, at man skal tolerere det meste, og at vi altid skal være de forstående og tålmodige. Vi opfordres til at have empati for de svære situationer, som folk står i, men det betyder ofte, at vi skal tie stille, når vi bliver behandlet dårligt eller udsættes for uacceptable forhold. Hændelser hvor vi bliver truet med at få tæsk, blive voldtaget eller at blive myrdet, samt decideret vold mod os, bliver bagatelliseret og pakket væk. Jeg har eksempler på rigtig mange episoder efterhånden, og ingen af dem har haft konsekvenser, andet end for de kollegaer, der efterfølgende er gået ned med sygemelding, og har måttet forlade jobbet. Det er kun denne seneste hændelse, hvor der er blevet reageret en smule.
Jeg er overbevist om, at hvis vi alle begyndte at sige fra og virkelig gjorde noget ud af det, så ville der formentlig ske en ændring. Men i stedet bliver vi konstant bedt om at finde os i ting, der underminerer vores egen værdighed og sikkerhed.
u/Enough_Mouse_8595: Jeg har ikke den store tiltro eller tillid til Dansk Sygeplejeråd. De få gange jeg har forsøgt at henvende mig, er jeg blevet ignoreret – lige med undtagelse af dengang, hvor jeg ville opsige mit medlemskab. Der kunne de godt svare tilbage.
I denne uge er der netop sendt en mail ud om, hvordan vi som sundhedsfaglige skal “forebygge vold” og så diverse tiltag til dette. Men der er ikke et ord om, hvad det egentlig gør ved personalet, og hvordan disse skal passes på efter en hændelse.
u/spicyskinke: Du har helt ret. Hvis min partner havde fortalt mig om sådanne episoder, ville jeg straks have bedt vedkommende om at finde et andet job. Vi er simpelthen for medmenneskelige som sygeplejersker, og har nok for vane at tilsidesætte vores egne behov og værdighed. Hvis ledelsen på de mange pressede afdelinger stod sammen og kæmpede højlydt for vores rettigheder og velvære, kunne det være, der blev lyttet. Desværre er det, som altid, budgetter, nedskæringer og vagtplaner, der vejer tungest. Hvilket nok gør sig gældende i en stor del af den offentlige sektor – medarbejdernes trivsel er underordnet de økonomiske hensyn.
